Monsieur Pierre Moreau

Med et suk lukkede monsieur Pierre Moreau bogen, som han netop havde skrevet i. Regnskaber. De sidste par år havde de altid bragt ham mangt en urolig time ved skrivebordet, når han prøvede at få det bedste ud af familiens skrumpende formue. Desværre uden den store succes.

Møjsommeligt rejste han sig fra stolen, samlede piben op fra askebægeret og begyndte fraværende at pulsere på den på sin vej over imod de store panoramavinduer. Piben var for længst gået ud, men det beroligede ham altid at have den med. Og det kunne han godt bruge. Synet af hans to børnebørn, der sorgløst legede ude i den store have, fik ham til at gruble over deres fremtid.

Han vendte tilbage til skrivebordet og kiggede sine papirer igennem. Der, et eller andet sted, havde han da læst om… Dér! Ivrigt greb han ud efter flyvebladet om verdensudstillingen. Hvad var det, han havde læst? Fraværende hev han brillerne op af jakkelommen og satte dem på næsen for bedre at kunne tyde de små bogstaver. De bedste opfindere fra nær og fjern! Invester Deres formue, hvor den i sandhed gør gavn, og få den til at vokse helt ind i skyerne!

Han tog langsomt brillerne af og stirrede et kort øjeblik ud af vinduet, før han ringede med sin klokke. Kort efter trådte hans tro butler ind på kontoret. ”De kaldte?” kom det afventende fra ham. Pierre tøvede et øjeblik, før han svarede. ”Har vi modtaget invitationer til Verdensudstillingen endnu, Jean?” Han forsøgte at holde sin stemme rolig og neutral, men den rystede lidt trods anstrengelserne. Jean kiggede søgende på sin herre, før han svarede. ”Oui monsieur Moreau, de ankom sidste uge.” Pierre lagde beslutsomt sit regnskab ned i skuffen igen og kiggede derefter på Jean. ”Godt. Kør vognen frem, Jean. Der er en, jeg skal besøge.”