Opfindelser

Paris International – Til Minde om Zarinaen omhandler verdens største opfinderkonference i 1898, som selvfølgelig finder sted i opfindelsernes by, Paris. Derfor skal vi have fundet de store og flotte opfindelser frem samt de små og finurlige. Zarinaen elskede fremskridt, så det er vigtigt at vi ærer hende.

Opfindelsernes natur er helt op til spillerne – dog vil vi gerne vide hvilke opfindelser, I kommer med: Om det er fremtidens våben, et medicinsk mirakelmiddel eller et luksuriøst tilbud til overklassens livsstil.

Skal opfindelsen virke rigtigt: Om opfindelsen virker rigtigt er ikke så vigtigt, bare den ser fed ud. Sørg for at opfindelsen er troværdig – måske lidt over the top, men ikke desto mindre troværdig. Opfindelsen behøver ikke være realistisk, men jo dybere, der kan fortælles og forklares om den, jo mere troværdig vil den virke.

Præsentation af opfindelser: Der er mange ting, der kan gøres, for at få din opfindelse til at stå frem. Vi tænker fx blueprints af opfindelsen, blinkende lamper, bevægelige dele, troværdige fortællinger, iøjnefaldende shows, imponerende størrelse, letpåklædte damer (virker næsten altid), folkets bifald osv.