Din karakter

Alle karakterer til Paris International – til Minde om Zarianen er præskrevne – det vil sige, at du, når tilmeldingen åbner, får mulighed for at vælge imellem eksisterende karakterer og prioritere dine ønsker i forhold til hinanden. Vi vil efter tilmeldingsperiodens udløb efter bedste evne efterkomme disse ønsker, og tage kontakt til enkelte spillere, hvis puslespillet slet ikke vil gå op.

Karakterkoncepterne er en kort forsmag på hvilken personlighed, karakteren har, og hvilket spil, man vil forvente at kunne få. Der er desuden en klam-o-meter-angivelse, der indikerer, hvor obskur karakterens moralske kompas er.

Klam-o-meteret går fra grøn, der indikerer en ganske normal person uden bemærkelsesværdige obskure tanker og handlinger i bagagen, til rød, der er en karakter med et meget løst forhold til moral, og som derfor gemmer på skeletter i skabet af forskellig slags. Gul er den gyldne middelvej.

Når karaktererne er fordelt, vil I relativt kort efter få besked herom, så I kan læse konceptet igennem igen og begynde at tænke kostumer, oppyntning og lignende forberedelser. Den færdige karakter sendes først ud, når vi når lidt tættere på scenariet, og vil være komplet med relationer og en fyldestgørende baggrundshistorie.